Den dag far ikke kom hjem

Dette er til minde Poul Henning Hansen, også kaldet PH.   4.januar 1967 mistede stilladsarbejderne en kollega. PH blev 27 år. Han var også en bror, søn, ægtemand og far til tre små drenge. Når vi arbejder i højden føler vi os udødelige. Men det er vi ikke. Jeg håber at denne snak med tre drenge, der mistede deres far, kan sætte i relief hvilket stort savn det er hele resten af livet for de efterladte, hvis ulykken sker. Det tænker vi normalt ikke på. Pas på hinanden! PH ´s sønner Michael, Lars og Toni fortæller om hvordan det var at miste deres far. Han blev dræbt ved fald fra stilladset i fem etagers højde. De husker ham som en dejlig far, som tog dem med i Danmarks Akvarium, han spillede James Bond bold med dem på Blågårds Plads og tog dem med på bilture i Volvo Amazonen ud på de små veje, hvor de kunne få kilder i maven over bakkerne. De havde det dejligt i den lille lejlighed i Baggesensgade på 27m2. Da han døde var de på vej til at flytte i Urbanplanen. De fortæller om selve dagen han døde, og at kom de på børnehjem et måneder, en dobbelt straf. PH var stilladsarbejder sammen med sine fire brødre Walther, Thyge, Leif og Leo. Onklerne kom til at være i fars sted, de forgudede drengene og de så op til dem.  Når onklerne havde været på besøg, havde drengene lommerne fulde af penge. Men der var hele tiden et savn. Michael ville ikke gå til fodbold, for han havde ikke en far at tage med. Æret være PH´s minde. Og æret være mindet efter alle de stilladsarbejdere, som i tidens løb har sat livet til for a skabe sikkerhed for andre.