Soundvenue Filmklub: ’Sin City’ – overseksualiseret voldsfetich eller kompromisløs underholdning?

Soundvenue streamer - A podcast by Soundvenue

Categories:

Da ’Sin City’ udkom i 2005, havde man aldrig set noget lignende. Med kombinationen af skelsættende greenscreen-teknologi og en dybfølt og dedikeret kærlighed til film-noir-genren, lykkedes det instruktørduoen Robert Rodriguez og Frank Miller at løfte Millers tegneserieklassiker fra papiret til biograflærredet næsten en-til-en. Udover at skubbe til grænserne for filmmediet og dets muligheder blev 'Sin City' et vaskeægte fænomen. Og i midt-00’erne kunne man dårligt besøge et drengeværelse uden at finde en plakat med en letpåklædt Jessica Alba i rollen som stripperen Nancy på væggen. Men fremstår ’Sin City’s sort-hvide stiløvelse stadig lige så frisk her i 2020, hvor tegneseriefilmatiseringer udkommer i en lind strøm? Det diskuterer Soundvenue Filmklub-værterne Mathilde og Christian i denne uges episode. De går blandt andet ind i filmens udpenslede vold, som især en af værterne er meget imponeret over. Der bliver også tid til at diskutere Frank Millers kvindesyn, som udløser en vis uenighed om, hvorvidt filmen er overseksualiseret og misogyn eller kompromisløs underholdning, som bare er tro mod sit eget univers. Anderledes enighed er der omkring gæsteinstruktør Quentin Tarantinos scene. Men hvorfor pokker har Tarantino instrueret en scene i ’Sin City’, som jo i forvejen har to instruktører? Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. 

Visit the podcast's native language site