Martin Scorseses ’The Irishman’ og dansk stjerneregn i ’Forhøret’

Soundvenue streamer - A podcast by Soundvenue

Categories:

ENDELIG er Martin Scorseses længe ventede mafiaepos ’The Irishman’ her, og den 3,5 time lange Netflix-film lander således både på streaming og (kortvarigt) i biografen i denne måned. Sværvægterne Robert De Niro, Al Pacino, Joe Pesci og Harvey Keitel tørner sammen med og imod hinanden i fortællingen om den magtfulde fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Pacino), der bliver tætte venner med gangsterhåndlangeren Frank Sheeran (De Niro). Handlingen udspiller sig over adskillige årtier, og de i virkeligheden aldrende Hollywood-koryfæer gøres både digitalt yngre og ældre undervejs, mens Scorsese luller os ind i sit enormt ambitiøse og hundedyre projekt – og en af de to podcastværter mener slet og ret, at ’The Irishman’ er et »kæmpe mesterværk«. Fra Scorseses gangsterland går turen til den kriminelle underverden i København i Christoffer Boes krimiserie ’Forhøret’, der nu kan ses på Viaplay. I ’Forhøret’ spiller Ulrich Thomsen politimanden Bjørn, der forsøger at opklare sin egen datters død, og i hvert af seriens otte afsnit konfronterer den desperate mand én karakter fra datterens skyggefulde liv. Vi møder både Nikolaj Lie Kaas, Lars Mikkelsen, Trine Dyrholm, Katrine Greis-Rosenthal, Clara Rosager, Lars Ranthe og David Dencik. Og så debuterer Thomsens egen datter Alma Ekehed Thomsen i rollen som datteren Christina. Kan ’Forhøret’ og Christoffer Boe (som senest instruerede ’Journal 64’) forføre vores to podcastere, eller er det spildte gode stjernekræfter? Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich diskuterer for at give dig ugens bedste streamingtips. Og så vender duoen en vaskeægte Soundvenue-shitstorm der har ramt Jacob! SOUNDVENUE STREAMER udkommer ugentligt. Du kan lytte og abonnere i iTunes, Spotify eller din foretrukne podcast-app.

Visit the podcast's native language site