HBO Max’s danske serie ’Kamikaze’ er hamrende velspillet
Soundvenue streamer - A podcast by Soundvenue
Categories:
Så skete det: Vi har fået den første danske HBO Max-serie i form af ’Kamikaze’ med en forrygende Marie Reuther i front. Serien er baseret på den norske succesforfatter Erlend Loes roman ’Muleum’, og fortæller historien om den 18-årige rigmandsdatter Julie fra Nordsjælland, der mister hele sin familie i et flystyrt. For at undslippe sorgen begiver Julie sig ud på en evighedsrejse fra land til land, uden andet mål og med end drømmen om selv at dø en voldsom død, så hun måske kan blive genforenet med forældrene og broderen. Men skæbnen har andre planer med vor antiheltinde. ’Kamikaze’ er rasende flot, men hvordan fungerer den specielle fortælling i serieformatet, der ruller sig ud i otte korte kapitler? Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich diskuterer, og kaster sig dernæst over den stjernespækkede dramaserie ’The Shrink Next Door’ på Apple TV+. Will Ferrell og Paul Rudd spiller henholdsvis patient og psykolog i serien baseret på virkelige hændelser, hvor en angstplaget millionær blev fuppet af sin lidt for smooth talking læge igennem tre årtier. De to herrer i centrum er begge stærkt seværdige, men spørgsmålet er, om serien kan yde talenterne retfærdighed i længden. Lyt med! Denne episode af Soundvenue Streamer præsenteres i samarbejde med YouTv.