DR’s største true crime-serie nogensinde + ’The Outsider’-finalen
Soundvenue streamer - A podcast by Soundvenue
Categories:
Bliver du søsyg ved tanken om knirkende færger med klaustrofobiske kahytter og suspekte lyde i skroget? Så er DR’s nye true crime-serie ’Scandinavian Star’ muligvis dit største mareridt – men det betyder ikke, at du ikke straks skal gå i kast med dokumentaren, der er DR’s dyreste til dato. Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich tjekker ind på turen fra Oslo til Frederikshavn, der i 1990 endte skæbnesvangert for 159 passagerer og besætningsmedlemmer. Og det er skrap kost med et par forargelige overraskelser undervejs. Men finder vi også ud af, hvem der stod bag brandulykken, og hvor stor betydning har det for den samlede serieoplevelse Værterne diskuterer – og vender derefter tilbage til HBO-hittet ’The Outsider’, der sluttede i denne uge. Stephen King-serien kom snigende uden de store fanfarer i januar, men endte takket være positiv word of mouth som en af HBO’s mest sete titler overhovedet, foran ’Watchmen’ og ’True Detective’. Jacob og Lise går full-on spoiler på finalen, så dem, der endnu ikke har set serien, bør gemme segmentet til senere. Men til alle jer andre, der også så med i mandags, er det bare om at sætte sig godt tilrette med spørgsmålet: »Hvem er Terry...?« Soundvenue Streamer udkommer ugentligt. Du kan lytte og abonnere i Spotify, iTunes eller din foretrukne podcast-app.