Er du ikke ved at blive gråhåret Chris? - om at være midt i en overgang
Perfekt udenpå ulykkelig indeni - A podcast by Christina Bendix
Categories:
Her er jeg igen - midt i mit livs overgang. I episoden deler jeg lidt af den proces, som jeg er igennem med mit begyndende grå hår. 14 måneder er gået hvor jeg ikke har farvet mit hår, og jo mere forkert jeg i starten følte mig uden de lyse striber, jo mere stille har jeg siddet i båden og tilladt det grå at vokse frem. "Grå er blot en farve - gammel er en følelse" - kan vi læse rundt om på nettet. Jeg føler mig ærligt af og til gammel med de grå lokker, og det er også helt ok. Jeg prøver at forene mig med, at jeg ikke altid lige syntes, at det grå er pænt, mens jeg andre dage virkelig føler mine grå hår. Det er en proces for langt de fleste af os, når vi skal igennem accept af forandringer - og ofte rummer det et både-og. Jeg deler også med dig, at min rede er blevet tom. Det er svært at finde mine ben i mit liv uden hjemmeboende børn. Huset er sååå stille og syndromet ”empty nest” er blevet en del af min virkelighed. Det er sørgmodigt, uvirkeligt og tomt, og samtidigt glæder jeg mig over at se mine børn flyve med egne vinger i livet. OG samtidig.... mens min yngste nu igen er fløjet fra reden, flyver jeg selv fra reden meget snart. Michael og jeg står overfor en kæmpe forandring, når vi til april flytter til smukke Stevns. Episoden handler derfor særligt som tema om at være midt i en overgang og udvikling, og om at finde tillid og tryghed i forandringer. Tak for at du lytter med.