Episode 7: Udvikling
Ledelse i virkeligheden - A podcast by Forsvaret
Categories:
Christina er nyudnævnt officer i Flyvevåbnet, da hun på en vagt modtager en melding om en bombetrussel mod et Ryan Air fly undervejs fra London til Oslo. Hendes opgave er at overvåge det danske luftrum fra et operationsrum i Karup, og derfra skal hun sammen med sit team træffe de rette beslutninger om, hvordan afvisningsberedskabet med sine F-16 fly bedst kan assistere passagerflyet i luften. Ude af sin comfortzone og midt i en akut situation skal opgaven løses uden at gå på kompromis med sikkerheden. I dette afsnit diskuteres vigtigheden af at kunne tage de rigtige beslutninger i en presset situation - og hvordan man som leder udvikler sig til at kunne det. Hvordan kan man uddanne mennesker i at tage de rigtige beslutninger under pres? Hvordan hænger udvikling og drift sammen, og hvorfor er det essentielt, når der skal løses problemer? Og hvorfor skal man også lære at improvisere som leder i Forsvaret – og ikke bare følge planen? Ekspertpanelet i dette afsnit består af major og lederudviklingskonsulent Lennart Schou Jeppesen hos Forsvarsakademiet samt major Peter Kaplers, underviser i ledelse ved Forsvarsakademiet. Podcasten er produceret for Forsvaret af Heartbeats.