Afsnit 172: Bottom of the Barrel Podcast 4 - Hercules in New York

Vi er atter dykket ned i tønden med giftigt filmaffald og her har vi
fundet dette gamle stykke makværk. Hercules har altid været en svær nød
at knække for filmskabere og meningerne er delte om hvem, der er sluppet
bedst (eller mindst skidt) fra opgaven. Hvem står øverst på Olympen af
græske film-demiguder? Er det en af de gamle B-films favoritter Reg Park
eller Steve Reeves? Er det kødklumpen, der så ofte er grøn af
arrigskab, Lou Ferrigno? Er det nutidens muskel-favorit, Dwayne Johnson?
Eller er det egentlig bare Disney, der sneg sig helt udenom de alt for
slibrige seksuelle undertoner med deres animerede version fra 1997? Vi
giver det et skud med en helt anden version af fortællingen om
resultatet af en af Zeus’ mange udenomsægteskabelige affærer.
For 40 år siden debuterede den østrigske eg, Arnold Schwarzenegger, på
det store lærred i titelrollen som Hercules, der i teenage-agtig trods
og rastløshed, vil til New York for at score , feste og slå sig løs.
Selvfølgelig opstår der problemer med både det fædrene ophav, en jaloux
stedmor, diverse guder og alle de farer, man kan møde i The Big Apple.
Parallellerne til tidligere og senere film som Tarzan i New York,
Crocodile Dundee, Twins, Coming to America og Thor står i kø, når FFF
værterne tager dig med på en rejse igennem Arnolds unge år og samtidig
byder på et crash course i græsk mytologi.
For dagens film byder på gode bud på de dårligste skuespilpræstationer,
dårligste kunstige skæg, værste bjørnekostumer, sløjeste plottwists,
meningsløse skift i genre, værste film-besvimelser, mest upassende
liderbukke, dårligste eftersynkroniseringer, største ufrivillige grin og
mest hovedrystende argumenter for at vise sig frem i bar overkrop, som
podcasten nogensinde har været udsat for.
Arnolds navn var for svært at udtale, så de omdøbte ham til Arnold
Strong. Hans accent var for svær at forstå, så de udskiftede hans stemme
med en ærke amerikansk (vi taler selvfølgelig om begge versioner af
filmen i afsnittet). Og filmen i sig selv er så sløj, at værterne ikke
kan garantere for, at de eller lytterne kommer levende igennem.
Så lyt med på eget ansvar, når der er dømt fuld smadder på mouzakka
musikken, utroligt dårlige jokes (både fra filmen og fra værterne) og
alt fra nævekamp med “bjørne”, hestevogns-ræs på 6th Avenue, en tur til
underverdenen (eller i hvert til porten, the gates of hell, som var hvad
budgettet rakte til…) og usædvanligt meget andet rod, når der skal
væltes taxier i Central Park, tæves sømænd, stoppes gaffeltrucks med de
bare næver og løftes rundt på romantiske rivaler. Og så er der endda
også noget med wrestling, vægtløftning, diskoskast, gangstere,
meningsløse kontrakter, en fyr der sælger bagværk, en dedikeret
pølsemand og en professor der måske / måske ikke har tænkt sig at
studere den græske halvgud i en af mange handlingstråde, der aldrig
rigtig følges til dørs.
Er der sprøjtet steroider nok i filmen til at den flyder ovenpå eller
synker den til bunds, tynget af sin egen inkompetence, og drukner i
tønden med grønt og giftigt film-slam? Der er kun en måde at få svar,
men husk smertestillende til at lindre på den piskesmældsfremkaldende
hovedrysten, som du vil komme til at udsætte dig selv for, tag en stor
dram af din favorit-ouzo og forbered dig på en god gang græsk (… græsk
kultur selvfølgelig… Vi ville aldrig synke ned på så lavt et plan, at
vi lavede andre hentydninger på podcasten…).
Dagens værter: Kristian og Nikolaj