Podcast 112 (Den hvor alle planer gik i vasken...)

Filmnørdens Hjørne - A podcast by Filmnørdens Hjørne

Categories:

Vi havde store planer. Først om en episk Mad Max-episode, man så blev Casper syg og Mad Max-toget kørte uden os ombord.

Så planlagde vi at bringe at sammendrag fra vores Mad Max-aften i Atlas Biorgaferne, men optagelsen viste sig at være ubrugelig.

Så prøvede vi at samle os om en episk gyser-episode, men hverken Mille eller Brie brænder voldsomt for gysere, så den må vente til en anden gang.

Nu er Casper, Brie og Mille alligevel samlet i Studie 5 til en episode om… lidt af hvert.

For det første har vi et interview med Don Hall, der for en håndfuld måneder siden vandt Oscaren for bedste animationsfilm med sin film ‘Big Hero 6′. I anledning af den årlige animationsdag på Filmskolen var han i København, og vi fik en lang snak med ham om, hvordan han oplevede hele Oscarræset. I øvrigt tak til Disney for interviewet. Vi skal nok fortælle vores lyttere, at filmen udkommer på DVD og Blu-Ray d. 8. juni.

Interviewet med Don i denne episode er kun en lille snas af vores snak, for han dukker nemlig op igen, når vi i løbet af sommeren får produceret vores Top 25 Animationsfilm-episode. Og dét bliver episk!

Mille har gnasket croissanter og snerret af turister, mens hun forberedte sit sammendrag af årets filmfestival i Cannes. En lyntur gennem vindere, tabere og skandaler fra årets pilgrimsrejse til Croisetten.

Når man har chancen for at spille noget med David Hasselhoff, så gør man det! Derfor leverer vi også et strejf af The Hoff, når vi sætter fokus på 80’er-nostalgi-action-parodien ‘Kung Fury’.

Brie er tilbage i rollen som Mr. Filmnews, efter hvad der kun kan beskrives som skriveorlov. Han leverer således nogle af de bedste nyhedsoverskrifter længe.

Casper opsummere hvad han har fået set af film fra sygesengen, hvilket næsten kunne være blevet en podcast-episode for sig selv.

Og Jesper? Jesper har travlt med at drive undergravende virksomhed i forbindelse med folketingsvalget, så hans kønne stemme får du nok ikke at høre igen før efter d. 18. juni.

Vi har naturligvis også en røvfuld filmanmeldelser. Vi kaster nemlig stjerner efter ‘Spy’, ‘Mad Max: Fury Road’, ‘The Duke of Burgundy’, ‘While We’re Young’, ‘Tomorrowland’, ‘It Follows’ og ‘A Most Violent Year’.

Vi havde en fornøjelse med denne rodebunke af en episode, og vi håber I får det samme. Ses i Podcast 113!



Med venlig hilsen,

Casper, Brie & Mille

Visit the podcast's native language site